Når jeg kommer hjem fra ferie, så kribler det altid i mig for at komme i gang med at gennemgå alle feriebillederne. Min ferie i USA er nu desværre slut, men heldigvis lurer der endnu en ferie lige om hjørnet, for i næste uge drager jeg atter afsted.
Jeg havde nogle helt fantastiske uger i Texas, som også bød på en tur til Louisiana. Jeg har naturligvis taget alt for mange billeder, og er endnu ikke igennem dem alle sammen. Derfor besluttede jeg mig for at lave dette indlæg udelukkende med billeder taget med min iPhone, som jeg havde på mig hele turen igennem.
Jeg må dog advare mod de mange billeder, men jeg har altid så svært ved at begrænse mig, så stop her, hvis du vil undgå seriøs billedestorm :-)
I bunden af indlægget har jeg lavet lidt anbefalinger fra de steder jeg nåede at besøge – ENJOY!
★ Louisiana/New Orleans:
Jeg havde desværre kun to dage i New Orleans, så det er begrænset hvor meget jeg kunne nå at se og spise, men jeg har dog et par anbefalinger derfra. Vi kørte fra Houston til New Orleans, som udover at være en lang tur, også er helt enormt smuk og gribende, så min største anbefaling til Texas og Louisiana er: lej en bil og kør rundt!
Hotel Provincial: Hyggeligt hotel lige midt i det franske kvarter – fine værelser, hjælpsomt personale og en skøn, lille pool!
Gumboshop: Når man er i New Orleans skal man næsten prøve gumbo eller jambalaya og hos Gumboshop laver de nogle ret gode, autentiske retter, som spises i hyggelige omgivelser.
Café Du Monde: Det er næsten ikke til at undgå at se (eller høre om) Café Du Monde, hvis du går rundt i New Orleans – caféen er stort set altid fyldt, har åbent 24 timer i døgnet og serverer cafe au lait og lækre beignets.
★ Texas/Austin:
Jeg har tabt mit hjerte til Austin! Det er mit andet besøg i byen og der er så meget at se, opleve og spise, så jeg er på ingen måder færdig med Austin. Specielt er jeg vild med området syd for Congress aka. SoCo, hvor der er fyldt med caféer, barer, lækre små butikker og masser af lokale Austonians.
Snack bar: Dejlig, lille café som serverer økologiske og lokale retter, især er deres morgenmad og kaffe super duper.
Jo’s: Kaffebar med GOD kaffe!
The Salt Lick: Hvis du kører ca. 30 km væk fra Austin finder du The Salt Lick, som serverer BBQ og noget rigtig lækkert noget af slagsen – The Salt Lick er klart et besøg værd – du kan læse mere her.
Perla’s: Fantastisk restaurant med lækker fisk og skaldyr – jeg fik de mest himmelske grønne, stegte tomater med krabbesalat og risotto med krabbe og helleflynder. Min mand gik efter BBQ-rejer efterfulgt af cheeseburger, som han kårede til en af de klart bedste.
Chuy’s: Hvis du ligesom mig er til mexi-food, så prøv Chuy’s og husk at bestille en margarita, for de er nemlig i top – dine rester får du med i en doggy bag, for portionerne er ret heftige!
Hillside Farmacy: Dejligt sted med dejlig morgenmad og dejlig kaffe. Nåede desværre ikke at prøve deres cocktails, men de lyder nu også dejlige.