Quantcast
Channel: Ditte Ingemann – The Food Club
Viewing all 354 articles
Browse latest View live

Postkort fra Grækenland

$
0
0

Kreta

Jeg er smuttet på ferie til Grækenland, nærmere bestemt Kreta, og her er skønt! Maden, vejret og selskabet (S1000) er perfekt, så jeg overvejer aldrig at komme hjem igen :-)

Jeg laver naturligvis en guide når jeg er hjemme igen, men indtil da får I blot en hilsen og et par stemningsbilleder. Jeg deler løbende en smule billeder fra min ferie på Instagram, så husk at I kan følge med lige her.

God søndag!

The post Postkort fra Grækenland appeared first on The Food Club.


Raw brownies

$
0
0

raw brownie cake

Jeg er netop vågnet på Kreta, og ligger i sengen, og kan høre regnen. I dag er vejret ikke specielt godt, så vores planer for dagen er ændret. Derfor bliver jeg en smule længere under dynen, og fik lyst til at dele en opskrift med jer fra min bog “Sunde Søde Sager”. Jeg lavede disse lækre raw brownies sidst jeg skulle på ferie, og havde dem med som en snack til turen – de smager helt fantastisk!

rawbrowniecake

{ Raw brownies med chokoglasur } 16 stk.

Disse brownies skal ikke bages i ovnen, men derimod sættes på køl. Chokoladeglasuren smager skønt, og kan sagtens bruges som glasur til andre kager. Opskriften er uden æg, gluten og mælkeprodukter.

Brownie-bund:
100 g usaltede cashewnødder (andre nødder kan bruges)
125 g mandler (andre nødder kan bruges)
200 g alm. revet kokosmel
10 bløde, soltørrede dadler uden sten
80 g raw kakaopulver
¾ dl flydende rå honning
et nip salt
ca. ½ dl vand

Chokoladeglasur:
½ dl flydende rå honning
2-3 spsk kokosolie
40 g raw kakaopulver

Kom alle ingredienserne til bunden i en blender eller foodprocessor, og blend indtil massen er cremet og sammenhængende – tilsæt mere vand, hvis dejen er for tør. Jeg kan godt lide, at min “kagedej” er en smule grov, så jeg blender den ikke så meget. Fordel massen i en form med bagepapir, 20 x 20 cm, og pres bunden godt ned i formen.

Blend alle ingredienserne til glasuren sammen og smag den til. Fordel glasuren over bunden og sæt kagen på køl i et par timer, evt. fryseren, inden den skæres ud i små firkanter. Kagen kan pyntes med frysetørrede bær, finthakkede nødder, kakaonibs eller et drys kakao.
Opbevar kagen på køl – den holder sig god og frisk i 3-5 dage.

raw brownie bites

The post Raw brownies appeared first on The Food Club.

Hurtig og nem hverdagsmad

$
0
0

gladimat-pasta

Selvom mit liv hovedsagligt består af at lave og tænke på mad, så kender jeg alt til de travle dage, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal lave til aftensmad, og det ender næsten altid med et stykke fisk og en salat. Jeg har flere gange bidraget med opskrifter og billeder til det norske magasin “Glad i mat”, og til de to sidste udgaver har jeg udviklet 10 nemme hverdagsretter, som kan laves på ca. 20 minutter. 

Opskrifterne findes i magasinet, som kun kan fåes i Norge, men heldigvis kan de også ses online lige her. Hvis du har brug for inspiration til hverdagsmaden, så kan du bl.a finde blomkålsbøffer, fiskeburger, indisk curry, nem vegetar-pizza og andre hurtige retter – opskrifterne er dog på norsk, men det er heldigvis ikke så svært at forstå :-)

gladimat - mexi

gladimat-salat

gladimat-curry

The post Hurtig og nem hverdagsmad appeared first on The Food Club.

De søde sager

$
0
0

popcorn-cookies

Jeg er efterhånden blev spurgt en del gange om, hvor jeg køber mine special-produkter, som jeg bruger i mange af mine opskrifter, specielt i min bog “Sunde Søde Sager”. Derfor kommer her en liste over hvilke produkter jeg bruger, og hvor de kan købes.

Kokosolie:
Kokosolie findes i mange varianter og er en rigtig sund olie, som har en mild smag og duft. Olien kan bruges til bl.a. stegning og bagning og kan tåle at blive opvarmet til en høj temperatur uden at danne transfedtsyrer. Olien bliver hård i køleskabet og flydende ved stuetemperatur. Gå efter de uraffinerede og koldpressede udgaver af kokosolie. Kokosolie kan købes i de fleste supermarkeder og helsekostbutikker

Kokossmør/creamed coconut:
Kokossmør eller creamed coconut er sammenpresset kokosnød. Du kan lave det selv eller købe det færdiglavet i helsekostbutikker. Kokossmør er rigtig godt til fx smoothies, gryderetter eller som en slags glasur.

Mandelsmør:
Mandelsmør er egentlig bare mandler, der blendes i lang tid, indtil de får konsistens som smør. Du kan sagtens lave det selv, men det kræver en kraftig blender eller foodprocessor. Hvis du køber færdiglavet mandelsmør, så husk at tjekke varedeklarationen, og sørg for at der ikke er tilsat sukker i. Mandelsmør kan bruges på brød, i grød og smoothies eller til kager og bagværk. Mandelsmør kan købes i større supermarkeder og helsekostbutikker.

Jordnøddesmør:
Jordnøddesmør eller peanutbutter er – på samme måde som mandelsmør – jordnødder der blendes i lang tid, indtil de får konsistens som smør. Du kan sagtens lave det selv, men det kræver en kraftig blender eller foodprocessor. Hvis du køber den færdiglavede udgave, så husk at købe jordnøddesmør uden tilsat sukker. Langt de fleste økologiske varianter er lavet udelukkende på jordnødder. Kan købes i de fleste supermarkeder og helsekostbutikker.

Raw kakao:
Rå eller raw kakaopulver er kakaopulver, der ikke er opvarmet over 40 grader – derved bevares den høje koncentration af antioxidanter. Rå kakaopulver er naturligvis bedst at bruge til retter, som ikke skal opvarmes for at bibeholde næringsstofferne. Jeg foretrækker rå kakaopulver, både i kolde og varme retter, da jeg er vild med kakaopulverets intense smag. Du kan sagtens bruge almindelig, usødet kakaopulver i stedet. Rå kakao kan købes i helsekostbutikker eller raw butikker/spisesteder.

Kakaonibs:
Rå, økologiske kakaonibs er små stykker af kakaobønnen og har en sprød konsistens og en lidt bitter smag. Kakaonibs kan bruges til desserter, i mysli, på morgengrøden og alverdens andre gode ting. I kraft af den minimale behandling af bønnerne, bevarer de deres naturlige indhold af antioxidanter og masser af mineraler og vitaminer. Kakaonibs er fri for tilsat sukker, mælkeprodukter og gluten. Kakaonibs kan købes i helsekostbutikker og nogle specialvarebutikker.

Soltørrede dadler:
Tørrede dadler er ekstremt søde og kan bruges som slik eller tilsættes i kager, desserter, konfekt og meget andet. Dadler bidrager med en lang række vitaminer og mineraler og er en god kilde til antioxidanter og fibre. Desværre har dadler et højt energiindhold, da de har et meget højt naturligt sukkerindhold og bør nydes i små mængder. Dadler kan købes i de fleste supermarkeder, grønthandlere og helsekostbutiker.

Rå lakridspulver:
Lakridspulver er rigtig godt i både det søde og det salte køkken. Rå lakridspulver indeholder ingen tilsætningsstoffer eller gluten. Lakridspulver kan købes i større supermarkeder, Magasin og specialvarebutikker.

Ren vaniljepulver:
Vaniljepulver har en skøn aromatisk smag og er stort set det samme som vaniljestænger, bare nemmere. Vaniljepulver er 100% ren vanilje og er derfor uden tilsat sukker. Ren vaniljepulver kan købes i mange supermarkeder og helsekostbutikker.

Chiafrø:
Chiafrø er udråbt som superfood, og er Mayaernes ord for ’styrke’. De små frø har et rigtig højt indhold af fibre og kan absorbere og holde på 12 gange sin egen vægt i væske, hvilket gør det til en stor fugtgiver. Chiafrø indeholder 30% essentielle fedtsyrer, hvilket er planterigets verdensrekord. Frøene indeholder to gange så meget protein som andre frø og fem gange så meget kalcium som mælk. Chiafrø kan købes i helsekostbutikker.

Kokossukker:
Kokosukker eller kokospalmesukker udvindes fra kokospalmens blomstersaft og har en dejlig smag, som minder om brun farin. Kokossukker er forholdsvis dyrt, men heldigvis skal der kun bruges små mængder i mine opskrifter. Kokossukker indeholder stort set samme mængde kalorier som almindeligt sukker, men har et meget lavt glykæmisk indeks, hvilket betyder, at det tager længere tid at fordøje end almindeligt sukker og giver derfor en mere jævn blodsukkerstigning. Kokossukker har et indeks på omkring 35, hvilket kan sammenlignes med almindeligt sukker, hvis indeks ligger omkring 73. Det er også rigt på mineralindhold såsom kalium, magnesium, zink og jern, samt indeholder flere typer af B- og C-vitamin. Kokossukker kan købes i større supermarkeder og helsekostbutikker.

Ahornsirup:
Ahornsirup fremstilles af ahorntræets safter, der tappes ved at lave hul i stammen og opsamle saften, som pibler ud af hullet. Siruppen har en sød og aromatisk smag af karamel. Igen har ahornsirup et lavere glykæmisk indeks end almindeligt hvid sukker og er derfor at foretrække – husk at tjekke at siruppen er 100% ahornsirup. Kan købes i supermarkeder og helsekostbutikker. 

Yaconsirup:
Yaconsirup er forholdsvis nyt herhjemme, men er blevet brugt som sødemiddel i Andesbjergene i århundreder. Siruppen udvindes fra yaconroden uden opvarmning og har en kraftig smag, som minder om honning og karamel. Yaconsirup har et utrolig lavt glykæmisk indeks på 3, hvilket betyder, at det stort set ikke influerer på blodsukkeret. Kan købes i helsekostbutikker, primært online.

Ris malt sirup:
Jeg bruger ris malt sirup til at søde mine kager og dessert med, og grunden til jeg bruger denne type sirup er, at det er lavet udelukkende på fermenteret ris, og indeholder en blanding af komplekse kulhydrater (glucose og maltose) og ingen fruktose. Problemet med fruktose er, at det bliver opbevaret i leveren, og overskydende fruktose bliver omdannet til fedt. Derfor prøver jeg at minimere mit indtag af fruktose, og bruger ris malt sirup som sødemiddel. Siruppen er stadig en form for sukker og ikke et low carb produkt, men det optages langsommere i blodet end alm. sukker, og giver derfor ikke store udsving i blodsukkeret.
Rismaltsirup er fremstillet af ris og spiret byg. Siruppen er uden tilsat sukker eller hvede, har en dejlig tyk konsistens og smager mildt og sødt. Ris malt sirup kan købes i helsekostbutikker, primært online – husk at tjekke ingredienslisten, da siruppen kun skal indeholde ris, byg og vand. Hvis du ikke kan skaffe ris malt sirup, så kan du i stedet bruge fx. Yacon sirup eller en god, ubehandlet honning.

Kokosfibermel:
Når de friske kokosnødder er koldpresset for olien, tørres kokoskødet nænsomt og fintmales. Kokosfibermel er næsten uden kulhydrater og med et meget højt indhold af kostfibre og protein. Kokosfibermel kan købes i større supermarkeder og i helsekostbutikker.

Alm. revet kokosmel:
Tørret, revet kokos, som er dejligt at bruge til kager, bagværk eller i mysli. Kokosmel kan købes i alle supermarkeder. Der kan være rigtig stor forskel på indholdet af kulhydrat i kokosmel, så tjek varedeklaration, hvis du gå op i indholdet af kulhydrat – jeg har set det variere helt fra 4 g til 24 g kulhydrat pr. 100 g kokosmel.

Mandelmel:
Mandelmel er et rigtig godt alternativ, hvis du vil undgå hvedemel. Mandelmel kan købes færdigmalet, men er også nemt at lave selv, da det udelukkende består af fintmalede, smuttede mandler. Det egner sig rigtig godt til bagning, er glutenfrit og rig på protein og fibre. Mandelmel har et meget lavt glykæmisk indeks og indeholder få kulhydrater. I  bogen “Sunde Søde Sager” bruger jeg almindelig mandelmel, og ikke den fedtreduceret variant. Mandelmel finder du i helsekostbutikker og større supermarkeder.

Rå honning:
Honning er et naturprodukt, som fås i mange varianter, men jeg vil anbefale at gå efter de uopvarmede varianter, da koldslynget honning har bevaret de gavnlige enzymer og næringsstoffer. Honning har et glykæmisk indeks på ca. 75 og skal derfor bruges i små mængder. Kan købes i helsekostbutikker.

Sukrin melis:
Sukrin er kaloriefrit og findes i flere udgaver. Sukrin er et sødemiddel med erytritol, som er gæret druesukker, omdannet til en sukkeralkohol. Sukrin melis ligner flormelis og smager også lidt sådan. Sukrin har en kølig eftersmag, som især kommer ved indtag af sukrin i store mængder. Det gode ved sukrin er, at det har et glykæmisk indeks på 0 og påvirker dermed ikke blodsukkeret. Kan købes i helsekostbutikker.

Sukrin gold:
Sukrin gold er gyldent og har en lækker smag – det minder om brun farin i både smag og udseende og indeholder blot 15 kcal pr. 100 gram. Sukrin gold er sammensat af flere naturlige sødestoffer, bl.a. et ekstrakt fra Stevia-planten. Kan købes i helsekostbutikker.

Her er mine fortrukne helsekostbutikker på nettet: Netspiren, Helsam, Naturesource og Raw and more.

I min bog “Sunde Søde Sager” kan du bl.a. finde opskrifter på alle disse lækkerier:

Kakaomousse med avocado og kakaonibs
sss-1

Lagkage med hindbærskum og saltet dadelkaramel
sss-6

Kokostærte med chokoladefyld – bountytærte
kokostorte

Bagt ostekage med jordbær
ostekage

Panna cotta med vanilje-rabarber
sss-5

PALEO chokomousse med kaffe
paleo mousse

 

The post De søde sager appeared first on The Food Club.

Suppe med bagte tomater & peberfrugt

$
0
0

Tomatsuppe

Så er jeg hjemme efter den dejligste ferie på Kreta – jeg lover at jeg snarest får bikset en guide sammen til den skønne græske ø. Selvom solen har skinnet fra en skyfri himmel i dag, har luften og lyset alligevel haft et stejf af efterår, så derfor står den på suppe hos mig i aften. Denne suppe er lavet af tomater og peberfrugter, som er bagt i ovnen, hvilket giver suppen en sød og dyb smag. Suppen kan sagtens serveres med en smule kød, fx. en rest kylling, for at give mere fylde, men den kan bestemt også serveres som den er. Suppen er super nem at lave, og kræver ikke mange ingredienser, så den er både billig og sund. 

Efterårssuppe

Efterårssuppe med tomat & peberfrugt, 2 pers.:

3 røde peberfrugter
400 g tomater
2 rødløg
2 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
salt og peber
frisk timian

1 håndfuld bredbladet persille
2 spsk olivenolie
1/2-1 dl grøntsagsfond

Rengør peberfrugterne, halvér dem og fjern kernerne. Skær tomater og løg ud i mindre stykker og læg dem på en bageplade med peberfrugter og hvidløg (uden skal). Vend olie, salt og peber rundt i blandingen, og læg lidt frisk timian ved. Bag det hele ved 200 grader i ca. 1 time – rør undervejs.

Kom grøntsagsblandingen i en blender sammen med rengjort persille og olivenolie, og blend indtil blandingen er helt ensartet og cremet. Smag til med salt og peber. Kom suppen i en gryden, og tilsæt bouillon eller fond alt efter hvor tynd du ønsker din suppe. Servér suppen med en skefuld creme fraiche eller yoghurt på toppen.

suppe-tomat

The post Suppe med bagte tomater & peberfrugt appeared first on The Food Club.

Udsalg – Morgenmadsmissionen

$
0
0

Morgenmadsmissionen_IG

Sidste år udgav jeg min første e-bog, Morgenmadsmissionen, som rigtig mange af jer allerede har købt. Tak for det, og tak for alle de søde ord og tilbagemeldinger om min bog. Det er nu på tide med et weekend-udsalg, så hele dagen i dag og i morgen kan bogen købes til EN FANTASTISK PRIS! E-bogen koster normalt 79 kr, men kan altså lige nu købes til kun 49 kr.

Morgenmadsmissionen kan læses på både din computer, smartphone, iPad eller tablet. Brug Morgenmadsmissionen som planlægningsværktøj, brug den i køkkenet, når du handler eller tag den med dig i sofaen, og find masser af inspiration og skønne opskrifter til din morgenmad.

Du kan købe bogen lige her, og husk at gemme den når bogen er downloadet. Hvis du benytter en iPad vil PDF’en åbne i Safari (browser) og på grund af bogens størrelse, kan det sagtens tage et par minutter – så luk ikke Safari før du ser bogen.
Når bogen vises i Safari skal du blot åbne den i iBooks, hvor den efterfølgende gemmes i “PDF-reolen”.

Bogen er delt op i fem kapitler, og indeholder mere end 85 velsmagende og mættende opskrifter på bl.a grød med saltet dadelkaramel, bagte avocado med æg, baconmuffins, æblepandekager, tips til at lave din egen surdej, hjemmelavet nøddesmør og mange andre opskrifter. Der er opskrifter både til den travle hverdagsmorgen og til weekendmorgener, hvor tiden er bedre, og der måske også er plads til et sødt indslag.

Jeg har valgt at lave en bog om morgenmad, da jeg synes det er vigtigt at sætte fokus på det gode morgenmåltid, uanset om du har en stor eller lille appetit, har god tid, eller har travlt. Det er ærgerligt, at morgenmåltidet er så rutinepræget, og jeg forstår ikke folk, der kan spise det samme til morgenmad igennem flere år – det ville jo aldrig ske med de øvrige måltider. Derfor håber jeg, at min bog kan hjælpe til med at få alle de forarbejdede og sukkerholdige morgenmadsprodukter ud, og i stedet lave et ordentligt, lækkert og mættende morgenmåltid.

{ Grillet brød med avocado/kikærtedip }

morgenmadmission - avocado

{ Morgenmysli med hørfrø, gojibær og spelt }

morgenmadsmission - granola

{ Croque madame }

morgenmadsmission-æg

{ Æblepandekager med æblesirup }

Pandekager

{ Farverig saft }

morgenmadsmission-juice

{ Snoet kanelbrød med blåbærremonce }

morgenmadsmisson-brød

{ Kakao-mandelvafler med peanutbutter og chokocreme }

morgenmadsmssion-vafler

The post Udsalg – Morgenmadsmissionen appeared first on The Food Club.

Ispinde med knuste jordbær

$
0
0

sommer ispinde

Jeg er nok typen, der nægter at indse, at sommeren faktisk er ved at være slut. Selvom jeg lige har tilbragt 14 dage på Kreta med sol, sommer og varme, så er jeg på ingen måde klar til kulde og mørke. Derfor har jeg tænkt mig at hylde efteråret med disse sommerlige ispinde, som i princippet kan spises året rundt. Opskriften har jeg lavet til Fit Living, og den kunne findes i deres juli udgave sammen med andre af mine bær-opskrifter.

sommer-ispinde

{ Ispinde med knuste jordbær og kokosmælk, 8 stk. }

200 g friske jordbær (der kan bruges frosne jordbær, som er optøet)
2 spsk sukrin melis, flormelis eller honning

1 dåse alm. kokosmælk
saft fra 1 lime
½ tsk ren vaniljepulver
3 spsk sukrin melis, flormelis eller honning

Mos jordbær godt sammen med flormelis til en tyk grød.
Rør kokosmælk, limesaft, vanilje og flormelis godt sammen og smag til.

Fordel en spsk af jordbærblandingen i bunden af 8 ispinde-forme, hæld kokosmælk-blandingen over og fyld formene 2/3 op. Kom en smule mere jordbær i formene og top med resten af kokosmælken.
Stil dem på frost i mindst 3-4 timer, eller indtil de skal serveres.

TIP: Hvis ispindene er svære at få ud af formene, så vent nogle minutter eller hold dem under det varme vand i kort tid, indtil de løsner sig fra formen.

sommerispinde med jordbær

The post Ispinde med knuste jordbær appeared first on The Food Club.

Guide til Kreta

$
0
0

kreta-3

Jeg har netop holdt en meget tiltrængt og meget dejlig ferie på Kreta. Jeg har tidligere været på Kreta, og dette var faktisk mit 7. besøg i Grækenland, så jeg kan vist roligt sige, at jeg er begejstret for det græske. Min mand og jeg havde valgt at bruge alle 14 dage på Kreta (Chania-regionen), så vi havde rig mulighed for at udforske den del af den smukke ø. Kreta er virkelig et helt fantastisk paradis både når det kommer til natur, strande, klima og ikke mindst mad. Man spiser lige efter mit hjerte – masser af grønt, kød, fisk og en smule lækker, lokal frugt. Jeg kan virkelig anbefale at holde ferie på Kreta – der er lidt for enhver smag, både hvis man er til strandliv eller til en mere aktiv ferie, og så koster det ikke en formue at leve eller bo på øen.

Vi bookede værelse på et lille, men hyggeligt hotel i Chania, og vi havde et mini køkken, hvor jeg dog lavede en del måltider. Udsigten var fabelagtig, og jeg synes beliggenheden var helt perfekt, men dog i udkanten af centrum. Hotellet er meget spartansk, men det passede nu meget godt til vores behov. Derudover lejede vi en lille bil alle dagene, så vi selv kunne komme rundt på øen, hvilket jeg bestemt vil anbefale at gøre, medmindre man planlægger at blive på hotellet hele ferien.

kreta-14

IMG_0582

kreta-6

kreta-20

kreta-11

kreta-1

kreta-16

kreta-2

Kreta - view

kreta-10

kreta-4

kreta-8

kreta-13

kreta-5

kreta-7

kreta-21

kreta-12

kreta-15

kreta-17

kreta-9

kreta-18

kreta-19

Spisesteder:
Der er masser af gode spisesteder i Chania – de fleste taverna’er serverer rigtig fin mad, og der er altid masser af grøntsagsretter på menukortene. Retterne er ofte simple, og lavet med lokale råvarer. Inden vi tog afsted fik jeg nogle tips af et par veninder, som har familie på Kreta, så jeg vidste hvilke steder jeg skulle gå efter.

Tamam: Denne restaurant ligger i centrum af Chania i de små, gamle gader og serverer rigtig dejlig kretansk mad, så det kan bestemt anbefales.

Enetiko: Denne restaurant ligger lige ved siden af Tamam, og vi endte der tilfældigt en aften. De har rigtig mange grøntsags-retter på menuen, og jeg fik bl.a. en avocado med olivenolie og citronsalt – helt enkelt, men helt fantastisk.

Chrystomos: Vi havde fået denne taverna anbefalet, som også ligger i hjertet af Chania by. Rigtig hyggeligt sted, som bl.a. bager deres eget surdejsbrød.

Streat Food and Bar: Hyggelig og moderne café, hvor vi ofte gjorde kaffe-stop. De serverer også en udemærket burger!

Well of the Turk: Nok det bedste sted vi spiste på vores ferie. Virkelig hyggeligt sted, som laver en blanding af græsk og tyrkisk mad. Rigtig mange steder serverer de friske, rå grøntsager som en slags starter i stedet for brød. Det samme gælder når man bestiller en øl eller drink – så følger der ofte gulerods- og agurkestave til…. Så skønt!

Thalassino Ageri: Aldrig har jeg spist med en så smuk og romantisk udsigt. Denne fiskerestaurant ligger en smule uden for byen, men er klart et besøg værd. Man sidder lige ved vandet og kan nyde solnedgangen, mens man spiser friskfanget fisk og græsk salat. Rigtig skønt sted, som kan kræve bordbestilling.

Koukouvaya: Rigtig hyggelig café, som ligger en smule uden for byen, så det kræver en bil at komme dertil. Caféen har en utrolig smuk udsigt udover byen, så der er helt fyldt med mennesker, som skal drikke kaffe mens solen går ned.

Katina: Denne café/restaurant ligger i Agia Marina, og er et dejligt sted, som laver rigtig gode burgere. Vi faldt i snak med ejerne, som er utrolig søde og gæstfrie, og har fundet inspiration til stedet i bl.a. Stockholm. Desværre nåede vi ikke at smage andet end burgeren, så det har vi til gode.

Strande:
Jeg ELSKER at bade, og Kreta gemmer på de smukkeste strande, laguner og bugte – vi kunne langt fra nå at se alt det vi gerne ville, men her kommer nogle af de strande vi nåede at besøge i Chania-regionen.

Seitan: Den smukkeste lagune, som desværre er en smule utilgængelig, da det kræver lidt “klatring” at komme dertil. Så sørg for ikke at have særlig meget oppakning med og vigtigst af alt – gode sko. Seitan er dermed også meget primitiv – der er ikke mulighed for at købe noget eller leje strandstole. Til gengæld ligger Seitan kun 30 minutters kørsel fra Chania.

Marathi: Ligesom Seitan ligger Marathi strand relativt tæt på Chania, og er en virkelig lækker og tilgængelig strand, både til børn og voksne. Der er et par gode taverna’er, som serverer dejlig mad og iskaffe.

Preveli: Denne strand kræver en bil, da den ligger på sydkysten. Det specielle ved Preveli er, at det er ferskvand møder havet og i udmundingen har en stor og smuk palmeskov. Selve stranden er ikke super fantastisk, men turen derned fra p-pladsen er både smuk og hård (500 trin).

Balos: Hvis man vil besøge Balos kan det anbefales at booke en billet på de store færger, og tage med på en dagsudflugt. Balos er en smuk lagune strand, som nok er en af Kretas mest kendte strande. Dog ville jeg foretrække at besøge stranden på egen hånd, men det kræver en relativ lang tur på krævende grusvej, både i bil og derefter til bens.

Elafonisi: SMUK! Rigtig skøn strand/område, hvor vi tilbragte en hel dag. Det tager ca. 1,5-2 timer at køre dertil fra Chania, men er bestemt turen værd.

Phalasarna: Vi tog til denne strand for at se den flotte solnedgang, da den ligger perfekt placeret på vestkysten. Stranden er kæmpe stor, og fyldt med små caféer – rigtig fin badestrand, og det kan anbefales at blive til mørket falder på.

Stavros: Lækker strand, som ligger i en lille indsø/bugt – stranden er meget tilgængelig, og rigtig god til børn, da vandet er lavt og lækkert.

The post Guide til Kreta appeared first on The Food Club.


Cupcakes med kokos & kirsebær

$
0
0

Kokos cupcakes

Jeg er helt vild med disse små og syndige cupcakes, som sagtens kan bruges som en lækker dessert, da de er enormt rige i smagen, og har en utrolig dejlig konsistens. De er ikke så søde som almindelig cupcakes, da jeg har valgt at bruge en blanding af sukrin og kokossukker. 

Glutenfrie cupcakes

Hvis du vil lave en knap så rig/fed topping, så skift mascarpon ud med drænet yogurt, og kom en skefuld på toppen af hver kage.

{ Cupcakes med kokos & kirsebær } 10 stk.

4 spsk blødt kokosolie
1 æg
2 dl kokosmælk
50 g kokossukker
50 g sukrin gold
skal fra 1 øko citron
100 g havregryn, evt. glutenfrie
100 g alm. mandelmel
1 tsk bagepulver
1 nip salt

Topping:
200 g mascarpone
2 spsk sukrin melis
10 kirsebær

Pisk kokosolie, æg og kokosmælk sammen. Tilsæt kokossukker, sukrin og revet citronskal, og pisk igen. Rør havregryn, mandelmel, bagepulver og salt i dejen. Fordel dejen i muffinforme af papir og bag kagerne i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter, eller til de er gennembagte.

Rør mascarpone og sukrin melis sammen – du kan komme frostingen i en sprøjtepose med stjernetyl eller blot dekorere med en ske eller spatel. Top hver kage af med et kirsebær eller anden form for pynt.

Opbevar kagerne i køleskabet – kagerne bliver rigtig faste på køl, hvilket giver en meget skøn mazarinkage-konsistens. Kagerne kan sagtens laves dagen før de skal serveres.

Kirsebær-cupcakes

Cupcakes med kokos

The post Cupcakes med kokos & kirsebær appeared first on The Food Club.

Kogebog nr. 3

$
0
0

lowcarb-burgers

Så er det vist på tide at dele de gode nyheder her på bloggen. Jeg er nemlig i fuld gang med min 3. kogebog hos Gyldendal, og faktisk er både manus og billeder for længst afleveret, da bogen udkommer senere på året, nærmere bestemt i december. Jeg har haft utrolig travlt på det sidste, men jeg er så hamrende stolt over at have skrevet, fotograferet og udgivet snart 3 bøger + en e-bog på 2 år. 

Min nye bog er udsprunget af den måde, som jeg lever på det meste af tiden, nemlig uden tilsat sukker og korn. Jeg trives ikke specielt godt på en kulhydrat-baseret kost med masser af brød, pasta, ris, gryn, kartofler m.m, men det betyder ikke, at madlavingen er mere besværlig – i stedet får jeg masser af grønt, fisk, kød, frugt og lider absolut ingen afsavn. Alle bogens opskrifter er kornfrie, uden hvidt, tilsat sukker og har alle det tilfælles, at de er low carb; rigtig mad som strutter af sundhed. Indholdet af kulhydrat vil fremgå af hver opskrift, og bagerst i bogen er der forskellige menuplaner alt efter om man gerne vil tabe sig, leve sundt eller har brug for en smule mere kulhydrat fx. i forbindelse med hård træning.

Bogen er delt op i morgenmad, snacks, lette retter, aftensmad og desserter. Jeg har taget udgangspunkt i traditionelle hverdagsretter, så der er både “boller i karry”, “pasta med kødsauce”, “burgere”, “hot dogs”, “pizza”, “fisk og fritter”, og meget andet lækkert.

Jeg GLÆDER mig så meget til at dele bogen med jer, og jeg er så stolt over både billeder og opskrifter – det bliver en rigtig flot og forhåbentlig brugbar bog. Bogen er tiltænkt ALLE, som har brug for inspiration til sund hverdagsmad. Min nye bog er klar på boghylderne d. 27. december, men jeg opdaterer løbende på bloggen.

Paleo bread

lowcarb-trøfler

Citrus

lowcarb-pizza

lowcarb-salat

lowcarb-cake

lowcarb-fish

lowcarb-chips

The post Kogebog nr. 3 appeared first on The Food Club.

Big Burger Book

$
0
0

the-food-clubFoto: Betina Hastoft

Så er Big Burger Book endelig på gaden – måske I kan huske, at jeg tidligere har omtalt Hellmanns burger-projekt, som nu er blevet til en lækker bog om burgere, hvor jeg har bidraget med min bedste burger-opskrift. Bogen er blevet super fin med flotte billeder, skønt layout, og naturligvis masser af lækre opskrifter. Bogen indeholder 34 opskrifter på burgere, og mit bidrag er sliders med kikærtebøf, safran-syltede agurker, avocado og chili-mayo. 

I kan finde alle opskrifterne lige her, og opskriften på mine små bønne-bomber kan ses her. På siden finder I også mere info om, hvor bogen kan købes – Big Burger Book koster 100 kr, og overskuddet går ubeskåret til Dyrenes Beskyttelse.

burger

The post Big Burger Book appeared first on The Food Club.

Sundt bagværk!

$
0
0

Healthy scones

Disse opskrifter har jeg udviklet i samarbejde med Helsam og Økologisk Landsforening for noget tid tilbage. Efterårsferien nærmer sig, og måske tiden kunne bruges i køkkenet – her er i hvert fald tre bud på sundere bagværk, som passer perfekt til en kold og blæsende regnvejrsdag. 

Paleo myslibarer

{ Sunde myslibarer med chiafrø og kokos } 10 stk.

Dej:
250 g almindelig mandelmel
100 g hørfrø
100 g revet kokosmel
100 g solsikkekerner
2 spsk chiafrø
5 æg
2 spsk honning

pynt:
100 g mørk chokolade, 85%
1-2 spsk frysetørrede bær, fx hindbær

Tænd ovnen på 200 grader. Kom alle ingredienserne til dejen i en blender eller foodprocessor, og blend indtil det hele er blandet godt sammen. Form dejen til små, runde boller, 8 cm i diameter og læg dem på en bageplade, beklædt med bagepapir. Bag barerne i ca. 20 minutter eller indtil de er sprøde og lysebrune.
Lad barerne køle helt af. Smelt chokoladen og dyp halvdelen af myslibarerne i chokolade, og drys med frysetørrede bær.
Opbevar myslibarerne i en tætsluttet dåse.

Tip: I stedet for frysetørrede bær, kan du drysse barerne med en smule lakridspulver.

Bread with dates

{ Snoet speltbrød med dadelfyld } ca. 6 pers.:

Dej:
25 g gær
3 spsk kokosolie
1 dl mælk
1 æg
2 spsk kokossukker
230-250 g fuldkornsspelt
½ tsk salt

Dadel-remonce:
4 spsk kokosolie
1 spsk stødt kanel
8 soltørrede, bløde dadler uden sten

Smuldr gæren i en skål. Varm kokosolie op til den lige smelter og tilsæt mælk. Hæld det over gæren og rør den ud deri. Tilsæt æg og kokossukker og rør det hele godt sammen. Tilsæt mel og salt – hæld lidt af melet tilbage, for dejen må endelig ikke blive for tør. Ælt dejen godt sammen, og så snart den føles smidig og blød, kommes den tilbage i skålen og hæver et lunt sted i ca. 1 time.
Mens dejen hæver, laves fyldet. Kom kokosolie, kanel og dadler i en blender eller minihakker og blend massen rigtig godt sammen.

Når dejen har hævet, vendes den ud på et meldrysset bord og rulles ud i til en aflang firkant, ca. 25*50 cm. Smør remoncen ud på hele overfladen og rul dejen sammen – rul på den lange side og kom den dejen på en bageplade, beklædt med bagepapir. Når dejen er rullet stramt sammen til en aflang “pølse”, skæres eller klippes ned igennem dejen, på nær et par cm i toppen. Dejen skal nærmest ligne et par bukser. Flet buksebenene sammen til en fletning og form den til en krans hvor begge ender mødes.

Bag brødet ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Brødet smager dejligt lunt og friskbagt, men kan sagtens lunes igen dagen efter.

Scones

{ Grove scones med hasselnødder og quinoamel } 10 stk.:

Ingredienser:
150 g fuldkornsrismel
100 g quinoamel
100 g koldt smør
2 spsk honning
1 dl mandelmælk (el. alm. mælk)
1 æg
1 spsk bagepulver
1 nip salt
50 g hasselnødder

Andet:
1 æg til pensling

Tænd ovnen på 200 grader. Bland rismel og quinoamel sammen i en skål. Smuldr det kolde smør i melblandingen. Pisk honning, mandelmælk og æg sammen, og hæld det i dejen sammen med bagepulver, salt og grofthakkede hasselnødder. Ælt dejen sammen – når dejen er samlet, rulles den til en aflang pølse, deles i 12 stykker, som formes til små runde scones (6 cm i diameter), og sættes på en bageplade med bagepapir.

Pensl dem med sammenpisket æg og drys med finthakkede hasselnødder. Bages ved 200 i ca. 18 minutter, eller indtil de er gyldne.

Tip: Prøv at tilsætte en smule frosne bær til dejen, fx hindbær, blåbær eller brombær – det giver en dejlig sødlig smag.

The post Sundt bagværk! appeared first on The Food Club.

Den bedste morgenmad

$
0
0

morgenvafler

I går, søndag, stod den på forkælelsesmorgenmad med vafler serveret med friske bær, flødeskum og hasselnøddesmør. Det smagte så eventyrligt godt, og kombination af disse ting er simpelthen perfekt. Vaflerne er lavet med mandelmel, hvilket gør dem glutenfrie, og de er også uden tilsat sukker. Ønsker du en mælkefri udgave, så brug kokosmælk eller fx. mandelmælk og undlad flødeskummet. 

Glutenfrie morgenvafler

Mandelvafler, 4 stk.:

140 g alm. mandemel
2 æg, str. L
½ tsk bagepulver
1,25 dl mælk (kokosmælk, mandelmælk el. alm mælk)
½ tsk salt
1 tsk ren vanillepulver

kokosolie til stegning

Rør mandelmel sammen med æg, bagepulver, mælk, salt og vanille. Rør det hele godt rundt, indtil dejen er glat og uden klumper.

Varm vaffeljernet rigtig godt op, og pensl pladerne med kokosolie. Kom 3-4 spsk dej ind midt på jernet, og bag vaflerne i ca. 4 minutter, eller indtil de er gyldne og sprøde. Fortsæt til al dejen er brugt op.

Vaflerne spises med det samme, og gerne med letpisket fløde, nøddesmør og friske bær eller frugt.

Hasselnøddesmør:

200 g hasselnødder
evt. 1 tsk kokosolie

Rist hasselnødderne i ovnen ved 180 grader i ca. 15 minutter eller indtil de bliver gyldne – lad dem køle en smule af, og gnid dem så skallen løsnes og falder af. Kom de afskallede hasselnødder i en blender/minihakker/foodprocessor og kør indtil det får en smøragtig konsistens – det tager lidt tid, så hav tålmodighed. Sørg for at skrabe blandingen ned af siderne ind imellem. Efter noget tid, ca. 10-15 minutter, tilsættes olie, og der blendes igen. Når smørret har den ønskede, cremede konsistens, kommes den på et rent glas.

Sukkerfrie morgenvafler

The post Den bedste morgenmad appeared first on The Food Club.

Græskarsuppe & nøddebrød

$
0
0

Suppe

Jeg er i disse dage ved at lægge sidste hånd på min næste kogebog, og jeg kan godt afsløre, at det bliver en super flot bog – jeg kan næsten ikke vente til den udkommer. Men midt i redigering af manus, arbejde og blogging er der også tid til at lave en smule mad, og i øjeblikket står den på hygge-efterårs-mad hjemme hos mig. Denne græskarsuppe er indbegrebet af efterår, både farve- og smagsmæssigt. Til suppen serverer jeg mit gode nøddebrød uden æg, og hvis det skal være ekstra festligt, laver jeg min egen dukkah, som drysses ovenpå suppen. 

Efterårs-suppe

Spicy græskarsuppe, 4 pers.:

800-1000 g hokkaido, uden skal og kerner
1 rødløg
3 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
400 g tomater
2-3 tsk stødt spidskommen
2 tsk stødt chili
1 tsk gurkemeje
ca. 8-9 dl grøntsagsfond
4 dl kokosmælk
salt og peber

Skær skrællen af græskaret, fjern kernerne og skær kødet ud i små tern. Hak løg og hvidløg groft og svits det i en smule olivenolie i en gryde. Tilsæt græskar og halve tomater. Svits det hele et par minutter under omrøring. Tilsæt spidskommen, chili og gurkemeje, og rør godt rundt. Tilsæt fond og lad det simre i ca. 30 minutter, hvorefter suppe blendes til den er helt glat og ensartet – tilsæt mere fond, hvis du ønsker en tyndere suppe. Varm græskarsuppen igennem, tilsæt kokosmælk og smag til med salt og peber.

Pynt suppen med frisk mynte og granatæblekerner, eller lav din egen dukkah, som passer perfekt til græskarsuppen.

Dukkah:
4 spsk hasselnødder
4 tsk sesamfrø
2 tsk stødt spidskommen
4 tsk korianderfrø
4 tsk fennikelfrø
2 spsk solsikkekerner
2 tsk havsalt

Kom ingredienserne til dukkah’en, undtagen salt, på en tør, varm pande, og rist krydderierne i 3-4 minutter, indtil blandingen tager farve og begynder at dufte skønt. Lad blandingen køle en smule af, før den kommes i en blender eller minihakker med salt, og blendes helt fint. Opbevares i en rent glas.

LÆkker suppe

Nøddebrød uden æg, 1 brød – ca. 10-12 skiver:

Dette brød minder meget om stenalderbrødet, men det er bagt uden æg. I stedet er der brugt chiafrø og loppefrøskaller, som gør at brødet holder sammen.

150 g solsikkekerner
125 g mandler
70 g hørfrø
50 g hasselnødder
2 spsk chiafrø
2 spsk loppefrøskaller/Husk
1 tsk havsalt
4 dl vand

Kom solsikkekerner og mandler i en foodprocessor og blend indtil de er som groft mel. Hæld blandingen i en skål med de øvrige ingredienser og rør det hele godt sammen. Lad skålen stå på køkkenbordet i ca. 45 minutter, så vandet bliver suget op af chia og løppefrøskaller – dejen skal blive rigtig fast.

Kom dejen i en franskbrødsform, 1 L, beklædt med bagepapir, og bag nøddebrødet ved 200 grader, varmluft, i ca. 70-80 minutter.

Lad brødet køle helt af inden det spises. Jeg opbevarer brødet på køl, og synes det er bedst dagen efter når det har samlet sig – det kan anbefales at riste brødet, så det bliver sprødt og lækkert.

Serveringsforslag: Kom en moden avocado på et par skiver brød, og drys med havsalt og karse.

Paleo bread

Soup

The post Græskarsuppe & nøddebrød appeared first on The Food Club.

“Spaghetti” Carbonara

$
0
0

Low carb carbonara

Denne ret er en klassiker fra det italienske køkken, som består af de dejligste råvarer; fløde, bacon, æg og masser af pasta. Jeg har udskiftet pasta med en grøntsags-spaghetti lavet af kinaradise, og jeg lover at det smager himmelsk. Kinaradise går også under navnet japan-ræddike eller daikon, og har en dejlig peberet smag, som passer godt i denne ret.

Low carb carbonara, 3-4 pers.:

250 g god bacon, gerne øko
600 g kinaradise
2 fed hvidløg
2 rødløg
50 g parmesan
4 æggeblommer
1,5 dl piskefløde
salt og peber

Rist bacon på en tør pande til det er helt sprødt. Læg bacon på et stykke køkkenrulle, så fedtet kan dryppe af – hvis du bruge bacon i skiver, så bræk dem ud i mindre stykker.

Rengør og skræl kinaradise, og kør den derefter til spaghetti på en spiralizer (nogle mandolinjern har samme funktion). Hak hvidløg og løg fint og svits det på panden. Rør revet parmesan, æggeblommer og fløde sammen, og hæld det på panden sammen med “spaghetti”. Vend det hele godt sammen og drys bacon henover – smag til med salt og sort peber. Servér retten med det samme, gerne med en grøn, frisk salat til.

Low carb carbonara- yummy!

The post “Spaghetti” Carbonara appeared first on The Food Club.


Bountykage

$
0
0

Bountykage

Denne skønne bountykage er fra min kogebog “Sunde Søde Sager”, og forleden delte jeg opskriften på min Instagram-konto, og selvfølgelig vil jeg også dele den her på bloggen. Jeg elsker kombinationen af kokos og chokolade, og derfor har jeg døbt denne kage “Bountykage”. Kagen er nem at lave og kræver ikke mange ingredienser, og så er den perfekt som en lækker dessert eller blot til en kop eftermiddagskaffe. 

Bounty-tærte

Kokostærte med chokoladefyld aka. Bountykage, 6-8 pers.: (Opskrift fra Sunde Søde Sager)

Bund:
400-450 g alm. revet kokosmel
5-6 spsk blødt kokosolie
2 æg, str. L
2-3 spsk honning, agavesirup, stevia eller ris malt sirup

Fyld:
2 dl fløde (kan erstattes af fed kokosmælk)
175 g mørk chokolade, 85%
2-3 spsk honning, agavesirup, stevia eller ris malt sirup

Pynt:
kokosflager eller friske bær

Rør kokosmel, kokosolie, æg og sirup godt sammen – dejen skal være sammenhængende og klistret. Pres dejen ned i en springform eller tærteform (22 cm), beklædt med bagepapir eller smurt. Sørg for, at dejen går en smule op af formens kanter.

Bag tærtebunden i ovnen ved 175 grader i ca. 15-20 minutter, eller indtil den er gylden.

Varm fløden op til kogepunktet, og hæld den over finthakket chokolade i en skål. Rør forsigtigt rundt, og tilsæt sirup. Når chokoladecremen er glat og skinnende, hældes den over i den afkølede tærtebund.

Sæt tærten på køl i ca. 2 timer, hvorefter den er klar til servering. Tærten kan holde sig på køl i ca. 2-3 dage.

Dejlig bountykage

The post Bountykage appeared first on The Food Club.

Ærtesuppe med broccoli

$
0
0

Suppe-med-ærter

Hjemme hos mig er ærtesuppe et hit, og jeg spiser det både sommer og vinter. Hvis du ikke kan skaffe en god chorizo, så kan du riste en smule god bacon i stedet. Hvis du er suppe-elsker ligesom mig, så kan du finde andre gode suppe opskrifter her på bloggen, bl.a græskarsuppe, den bedste tomatsuppe, spicy efterårssuppe og vegetarisk curry med blomkål

Ærtesuppe med broccoli og sprød chorizo, 4 pers.

1 spsk olivenolie
2 fed hvidløg
1 alm. løg
250 g broccoli
500 g frosne ærter
ca. 7-8 dl god grøntsagsbouillon eller fond
2,5 dl piskefløde
salt og peber

200 g god chorizo
4 spsk ristede hasselnødder
evt. ærteskud

Varm olie op i en gryde. Hak hvidløg og løg, og svits det i olien i ca. 2 minutter. Skær broccoli i grove stykker og kom dem i gryden sammen med ærter. Tilsæt bouillon og lad suppen simre i ca. 20 minutter, hvorefter den blendes helt glat. Lad suppen koge op, tilsæt fløde, og smag til med salt og peber. Hvis du ønsker en tyndere suppe, så tilsæt en smule mere bouillon.

Mens suppen simrer, skæres chorizo ud i små tern, som steges sprøde og gyldne på en tør pande. Læg chorizo-stykkerne på et stykke køkkenrulle, så fedtet kan dryppe af.

Hak hasselnødderne groft, og servér suppen med sprød chorizo og hasselnødder.

suppe

The post Ærtesuppe med broccoli appeared first on The Food Club.

Sprød morgen-granola

$
0
0

granola and me

Når det skal gå hurtigt med morgenmaden hjemme hos mig, tyr jeg ofte til yoghurt med granola. Jeg laver altid en stor portion, som jeg har stående til de travle dage. Det gode ved at lave sin egen granola eller mysli er, at du kan holde styr på præcis hvad der er i, og du kan tilsætte alle dine favorit ingredienser. Jeg søder ikke min granola, men du kan sagtens tilsætte en smule honning, hvis du vil have en sødere granola. Du kan også tilsætte havregryn eller speltflager, hvis du er vild med det. 

Gluten free granola

Sprød granola

{ Hjemmelavet granola }

300 g kerner og frø efter eget valg
100 g nødder efter eget valg
100 g alm. kokosmel
1-2 tsk stødt kanel
1 spsk chiafrø
2 spsk kokosolie

100-150 g tørret frugt, fx. abrikoser, gojibær, morbær (jeg brugte en blandet pose fra Earth Control)

Bland alle ingredienser, undtagen tørret frugt, sammen og spred blandingen ud på en bageplade med bagepapir og bag det i ovnen ved 200 grader i ca. 20-25 minutter. Rør undervejs, og hold øje med at blandingen ikke bliver for mørk.

Når granola’en er kølet helt af blandes tørret frugt i, og den kommes på glas.

Crunchy granola

Homemade granola

Sugra free granola

The post Sprød morgen-granola appeared first on The Food Club.

Mit Bistrokøkken

$
0
0

mit_bistro_forside

Så er bogen “Mit Bistrokøkken” af Hélène Wagn netop udkommet, og jeg har været så heldig at være en del af bogen, for jeg har nemlig stylet og fotograferet alle de lækre opskrifter. Bogen er som sagt skrevet af dygtige Hélène Wagn, som tidligere har skrevet bl.a  ”Fransk simremad”, og bogens layout er kreeret af Bettina Kjærulff-Schmidt

Grydekylling

Mit bistrokøkken indeholder mere end 50 opskrifter på traditionel fransk hverdagsmad, som kan laves på en halv times tid, såsom tartare de beuf, omelet, steak frites, moules marinieres eller croque madame. Men du finder også en håndfuld dejlige simreretter som kalvekæber, lammegryde eller letsprængt citronkylling. Endelig indeholder bogen et kapitel om lækre franske desserter som crème brûlée og fondant au chocolat.

Opskrifterne er krydret med personlige og historiske anekdoter samt nyttige tips og tricks. Det er ikke svært at lave bistromad i sit eget køkken: Teknikkerne er enkle, ingredienserne er normalt få og tilberedningstiden kort. Bogen kan lige nu købes meget billigt hos Saxo, og er den perfekte julegave eller måske en anderledes mandelgave – så skynd dig at købe et eksemplar.

Blommetærte

Salat med lever

Jeg har fået lov til at dele et par af bogens opskrifter, som er begge er super nemme, og så smager de rigtig skønt.

MUSLINGER A LA CREME
Moules sauce poulette

Der er næsten altid muslinger på menukortet på en fransk bistro, du skal blot bestemme dig for, om du vil have dem naturel (moules marinière), med tomat (moules á la provencale), med pommes frites (moules-frites) eller som her med fløde (moules sauce poulette).

Til 4 personer

2 kg helt friske blåmuslinger
2 skalotteløg i tynde skiver
2 fed knust hvidløg
1 stilk frisk timian, bladene
1 skrællet gulerod, fintsnittet
1-2 stængler blegselleri, fintsnittet
1 glas hvidvin
½ l piskefløde
salt og peber
1 bundt bredbladet persille, finthakket
2 citroner, skåret i både

Skyl muslingerne grundigt i en balje med vand. Muslinger, der ikke lukker sig, skal kasseres.
Varm løg, hvidløg, timian, gulerod, selleri og hvidvin op i en stor gryde. Hæld muslingerne i gryden, og kom hurtigt låg på. Damp muslingerne, til de alle sammen er åbne, ca. 5 minutter. Muslinger, der ikke åbner sig, skal kasseres.
Tag muslingerne op af gryden med en hulske, og hold dem varme i en stor serveringsskål.
Hæld fløde i gryden, og kog ind, til saucen tykner let. Krydr med salt, peber og masser af persille.
Hæld saucen ud over muslingerne i skålen, og drys med hakket persille på toppen. Server med citronbåde og store servietter.

TIP
Når jeg skal hakke et helt bundt persille, plukker jeg bladene af stilkene, og kommer dem i et stort glas eller en kop. Ved hjælp af en køkkensaks klipper jeg lynhurtigt persillen i små fine stykker og kan nemt hælde dem i retten, når de skal bruges.

Muslinger a la creme

CHOKOLADEFONDANT
Fondant au chocolat

Chokoladeelskere kan glæde sig til at smage denne hemmelighedsfulde chokoladedessert, der er en kloning mellem chokolademuffins, chokoladefondue og chokolademousse. Når skeen skærer sig ned gennem fondanten, flyder den varme chokoladesauce ud på tallerkenen. Smager fantastisk med en god vaniljeparfait til, men flødeskum kan også gøre det.

Til 4 personer

100 g smør, blødt
½ dl sukker
100 g mørk chokolade (64-70 %)
2 æg
2 æggeblommer
½ dl hvedemel

Tag smør ud i god tid, så det kan røres sammen med sukker i en skål.
Hak chokoladen, og smelt den over vandbad eller i mikroovnen. Hæld den i skålen, og rør den sammen med smør og sukker.
Pisk æg og æggeblommer i en anden skål. Rør æggeblandingen sammen med chokolademassen. Vend melet i, sørg for at der ikke er klumper.
Hæld dejen i fire små smurte portionsforme, og bag chokoladefondanterne i vandbad i en 200 grader varm ovn i 8-10 minutter.
Lad fondanterne hvile et par minutter, inden de vendes ud på fire desserttallerkener. Server straks.

Tip om vandbad: Vandbad i ovn foregår ved at hælde vand i en lille dyb bradepande eller et stort fad. Sæt bradepanden i ovnen ved 150 grader. De små portionsforme stilles ned i det varme vand i bradepande. Pas på, at vandet ikke koger – hæld i så fald lidt koldt vand i bradepanden. Hvis du gerne vil undgå vandbad, kan du bage cremen helt almindeligt i ovnen ved 150 grader i 1-1 1/4 time.

Chokoladefondant

 

The post Mit Bistrokøkken appeared first on The Food Club.

LOW CARB fra The Food Club

$
0
0

Low Carb

Så er forsiden til min nye kogebog endelig på plads, og jeg vil egentlig bare skynde mig at vise den frem, for jeg synes nemlig den er blevet sååååååå flot. Bogen udkommer d. 27. december, men kan nu forudbestilles med rabat lige her.

Hvad forlaget skriver om bogen: Bogen rummer mere end 80 fantastiske opskrifter på sund, velsmagende low carb-mad. Det betyder få kulhydrater, intet tilsat sukker og ingen forarbejdede fødevarer. Til gengæld masser af proteiner, sprøde grøntsager og sunde fedtstoffer. Og selvfølgelig også sunde, lækre desserter.

LOW CARB fra The Food Club er proppet med livsglæde og skøn mad, der ikke kun giver dig slank krop, stabilt blodsukker, bedre fordøjelse og mindre trang til søde sager – det smager også fantastisk. Sund behøver nemlig ikke være kedeligt, siger forfatter Ditte Ingenmann; “Jeg vil gerne inspirere til sund mad, der smager godt – og som alle kan være med på. Det lyder måske kedeligt at undvære brød og søde sager i det daglige, men sådan behøver det ikke være, og netop derfor har jeg skrevet denne bog”. I BOGEN FÅR DU: 80 skønne low carb-opskrifter på alt fra morgenmad, frokost og aftensmad til sunde snacks og lækre desserter. Masser af tips og tricks til low carb-kost og menuplaner, der gør det let for dig at sammensætte dit nye low carb-liv og følge det.

Bog-forside

The post LOW CARB fra The Food Club appeared first on The Food Club.

Viewing all 354 articles
Browse latest View live