I december var jeg så heldig at få serveret en slags “ostekage” lavet på cashewnødder to gange – det var min søster, som havde været i køkkenet og eksperimentere med denne skønne dessert. Jeg har naturligvis også prøvet kræfter med opskriften, og tilpasset den en smule, så her får I min version.
RAW cheesecake med orange & granatæble, ca. 6 pers.:
Fyld:
3,5 dl usaltede cashewnødder – udblødte (lægges i blød i vand i ca. 12 timer)
2 spsk rå honning
100 g kokosolie, smeltet
ca. 3/4 dl vand
revet skal fra 1 øko appelsin
Bund:
150 g nødder, fx hasselnødder
3 spsk dadelsirup
2 spsk kokosolie, smeltet
et nip salt
Skyl de udblødte cashewnødder i rent vand. Kom dem i en foodprocessor sammen med honning, kokosolie, en smule vand og appelsinskal. Kør det hele godt sammen i ca. 5-8 minutter. Hvis massen er for tyk og tør, så tilsæt mere vand. Smag til og juster evt. med mere honning og appelsin. (jeg tilsatte en smule saft fra granatæblet for at give fyldet et lyserødt strejf)
Kom nødderne til bunden i en foodprocessor og blend indtil de er grofthakkede. Tilsæt dadelsirup, kokosolie og salt, og blend igen indtil massen er samlet og klistret. Fordel massen i en springform (18 cm), beklædt med film, og tryk det godt sammen i formen. Hæld fyldet over bunden og stil kagen på køl, gerne til næste dag. Inden servering pyntes kagen med granatæblekerner og grofthakkede pistacienødder.