Nogle gange glemmer jeg helt, at jeg rent faktisk har udgivet en kogebog! Selvom jeg laver og spiser salat hver dag, så er det desværre sjældent jeg kigger i min egen salatbog… Men i aftes fandt jeg bogen frem og fik straks lyst til at dele et par af opskrifterne med jer. Hvis du har lyst til at få flere af mine sunde salatopskrifter, som både er nemme, farverige og velsmagende, så kan min bog stadig købes lige her.
Salat med krydrede kikærter, 4 pers.:
Disse lækre sprøde kikærter er skønne som topping i salater, men kan også bruges alene som en snack.
1 spsk hvedemel
1 spsk olivenolie
1 tsk spidskommen
1 tsk stødt chili
2 tsk sød paprika
1 dåse kikærter
250 g cherrytomater
50 g blandet salat, fx spinatblade eller rucola
Dressing:
2 spsk yoghurt naturel
1 spsk tahin
1 tsk citronsaft
ca. 1 spsk vand
salt og peber
Lad kikærterne dryppe godt af i en sigte. Bland mel, olie, spidskommen, chili og paprika sammen og vend kikærterne godt rundt i blandingen – spred kikærterne ud på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 220 grader i ca. 20 minutter – rør undervejs. Lad dem køle helt af på bagepladen.
Halver tomaterne, og bland dem sammen med salatbladene. Bland ingredinserne til dressingen sammen, og juster med vand, hvis den skal være tyndere. Smag dressingen til, og hæld den over salaten. Drys med sprøde kikærter, og server salaten med det samme.
Æble-jordskokkesalat med karamelliserede valnødder, 4 pers.:
Dejlig vintersalat, som sagtens kan bruges på julebordet. Behold så vidt muligt skrællen på jordskokkerne, men rens dem grundigt. Skrællen smager nemlig godt og er sund. Jordskokker har en dejlig nøddeagtig smag, og en god sprød konsistens.
200 g jordskokker
2 røde æbler
4 spsk valnødder
2 spsk flydende honning
Dressing:
1-2 spsk rapsolie
1-2 tsk æblecidereddike
salt og peber
Skrub jordskokkerne grundigt – skræl dem om nødvendigt – og skær dem ud i meget tynde skiver med et mandolinjern. Skær æblerne ud i tynde skiver, enten med en kniv eller også på mandolinjernet.
Rist valnødderne på en varm, tør pande i et par minutter, tilsæt honning, og vend det godt rundt. Bred nødder og honning ud på et stykke bagepapir, og lad det køle af.
Rør olie og eddike sammen, og smag til med salt og peber. Vend dressingen rundt med æble og jordskokker. Når nødderne er kolde, hakkes de ud i grove stykker, og drysses henover salaten.