Så er endu et år slut og jeg vil, som så mange andre, kaste et blik på året der gik… for sikke et år 2013 endte med at blive. Jeg ved det er store ord, men 2013 har muligvis været et af de bedste og mest spændende år for mit vedkommende. Året har budt på mange glæder, men også mange søvnløse nætter – jeg har givet liv til 3 bøger, og det har været både sjovt, spændende, og til tider nervepirrende. Udover at skrive kogebøger og blogge, har jeg også taget det helt store hop ud i livet som selvstændig. I maj stoppede jeg på mit arbejde i Greve Kommune, hvilket var, og er, en god og rigtig beslutning, men for at være ærlig, så anede jeg ikke helt, hvordan jeg skulle tjene mine penge. Det ved jeg stadig ikke helt, men på magisk vis har jeg haft masser af spændende og udfordrende opgaver, og indtil nu har jeg betalt min husleje og fået mad på bordet hver måned.
I april 2013 udkom min første kogebog “Salater fra The Food Club”, som er en bog med 80 opskrifter på lækre, sunde og sprøde salater, der er nemme at lave, og som passer til middagsbordet hele året rundt. Opskrifterne er delt op efter farverne på råvarerne, og disse fortæller samtidig noget om de mineraler, vitaminer og andre sunde ting, der er i de forskellige grøntsager og frugter. Bogen blev nomineret til prisen “årets bedste bog om mad” til Mad+Mediers prisuddeling 2013… Jeg løb ikke med sejren, men det var stort at være blandt de bedste.
Jeg har for nylig afleveret manuskript og billeder til min næste bog “Sunde søde sager fra The Food Club“, der udkommer april 2014. Bogen indeholder mere end 70 opskrifter på kager, tærter, is, energi-snakcs og desserter – samt et kapitel med sundt børneguf. De søde sager indeholder ikke hvidt raffineret sukker, men er derimod sødet med alternativer som frisk eller tørret frugt, rå honning, sirup, palmesukker mm. Mange af opskrifterne er desuden glutenfrie. Bagest i bogen findes et mini-leksikon over de anvendte råvarer og produkter, så alle nybegyndere trygt kan prøve kræfter med at bage sukker- og glutenfrit.
I november 2013 udgav jeg min første e-bog “Morgenmadsmissionen”, som kan købes direkte her på bloggen. Morgenmissionen er et meget personligt projekt, som jeg i samarbejde med min mand har arbejdet meget længe på, og jeg håber at alle vil være med til at sætte fokus på morgenmåltidet i 2014 – der er i hvert fald masser af inspiration at hente i min e-bog, som lige nu kan købes til 79 kr. Bogen er delt op i fem kapitler, og indeholder mere end 85 velsmagende og mættende opskrifter på bl.a grød med saltet dadelkaramel, bagte avocado med æg, baconmuffins, æblepandekager, tips til at lave din egen surdej, hjemmelavet nøddesmør og mange andre opskrifter.
Tak for et dejligt år – tak fordi I læser med derude!
Vi ses i 2014 – GODT NYTÅR!