Det er jo faktisk meget sjældent, at jeg bliver personlig her på bloggen, og samtidig føles det også underligt ikke at skrive om det, som har optaget mig 100% de sidste 6-7 måneder…. det har intet med mad at gøre, så hvis du kun er ude efter det, så er dette indlæg ikke for dig. For noget tid siden pippede jeg en smule om, at grunden til tavsheden her på bloggen skyldtes at min mand, Søren, blev ramt af alvorlig sygdom – desværre kræft. Jeg håber I vil tage godt imod min historie og tanker, så nu vil jeg være modig og springe ud i det.
Jeg vil prøve at fortælle historien så kort som muligt, selvom den er lang, men det hele begyndte i april mens jeg var i Marrakech og afholde workshop. Min mand havde haft ondt i maven et par uger forinden, været hos egen læge, som umiddelbart ikke kunne sige så meget – så mens jeg var ude at rejse blev han akut indlagt og gennemgik en meget lang operation, da lægerne troede han havde et åbent mavesår. Jeg rejste hjem med det samme og har ikke forladt hans side et øjeblik siden. Desværre gav operationen ikke pote og i flere uger troede lægerne han havde haft betændelse i bugspytkirtlen, selvom han fortsat var ekstrem syg og dårlig, så vi var overbeviste om, at noget andet var galt – under operationen var der blevet taget en vævsprøve fra maven, og svaret fik vi d. 17. maj. Et svar som jeg havde frygtet og desværre blev vores værste mareridt til virkelighed på få sekunder. Vævet var ondartet og tilmed en utrolig sjælden kræfttype, som lægerne ikke havde det store kendskab til, så derfor blev vi sendt til Riget, hvor han skulle modtage behandling. Midt i maj modtog han sin første kemobehandling, en skrap tre-dags kur, som han modtog 5 runder af – heldigvis han har reageret rigtig godt på kemo’en og kræftcellerne er på nuværende tidspunkt stort set væk. Efter kemobehandlingerne kom den helt store kanon – nemlig en højdosis-kemo efterfulgt af en stamcelletransplantation med egne celler…. En barsk omgang, som rydder helt op, hvis der skulle gemme sig nogle små kræftceller i vævet – jeg havde i min vildeste fantasi ikke troet det ville blive så hårdt, men nu er vi igennem behandlingen, selvom jeg ind imellem ikke har kunne se lyset for enden af alt dette.
Det har været nogle ekstreme og barske måneder fyldt med fortvivelse, sorg, frustration, vrede og masser af kærlighed… Desværre er det ikke første gang jeg mærker kræftens grimme ansigt – da jeg var omkring 5-6 år fik min far strubekræft, fik fjernet sin strube og kom sig heldigvis over kræften… Desværre svækkede det ham så meget, at han flere år senere døde. Meget kort efter fik min morfar konstateret spiserørskræft og døde kort efter. Da jeg mødte min mand Søren var hans far syg med kræft, og desværre levede han ikke længe nok til jeg kunne nå at møde ham. Så nu håber og tror jeg på, at jeg kan lukke kræftkapitlet for altid, og i øvrigt ønsker jeg ikke for nogen at blive ramt af denne urimeligt onde sygdom.
Vi var ikke kommet igennem dette uden vores fantastiske familier og de super dygtige læger og sygeplejersker på Riget, som simpelthen har været altafgørende for os. Nu skal vi så til at finde tilbage til livet, hverdagen og hinanden – og jeg gætter på, at det også bliver en lang og krævende proces; især når tiden til kontrolscanningerne nærmer sig.
Jeg vil på et senere tidspunkt lave et indlæg omkring kost & kræft og hvilke ting vi har valgt at fokusere på under min mands sygdomsforløb… Så hvis du synes det er spændende, så stay tuned.
The post Når sygdommen rammer ♡ appeared first on The Food Club.
